BESTIL TILBUD
77 34 68 01

Adventure i Ugandas bjerge

River rafting på Nilen og trekking i månebjergene

10 dage fra 27.495,-

Adventure i Ugandas bjerge

10 dage fra 27.495,-

  • OVERSIGT
  • INDHOLD OG PRISER
  • OVERNATNING
  • ALLE REJSEFORSLAG
  • BESTIL TILBUD

Oplev Ugandas vilde natur og dyrerige på en aktiv ferie

Denne rejse er for jer, der vil have pulsen op og oplevelser for livet. Her rejser I gennem Ugandas regnskove, bjerge, floder og savanne, men I er ikke bare tilskuere til naturen, der skifter foran jer. I skal selv vandre i de berømte Rwenzori-bjerge, der også kaldes Månebjergene, og I skal rafte, sejle og gå gennem de mange andre storslåede naturoplevelser.

Foreslået rejseplan
DAG 1-2: ENTEBBE

Udsigt over byen Kampala i UgandaVelkommen til Uganda! I lander i lufthavnen i Entebbe, hvor jeres guide vil tage imod jer og køre jer til jeres hotel i hovedstaden, Kampala, hvilket tager omkring halvanden time. Her har I aftenen til at slappe af ovenpå flyveturen og få en god nats søvn, inden eventyret starter næste morgen.

Eksempler på overnatning:

Fra Kampala går turen til Jinja (cirka 2 timer og 15 minutter)

DAG 2-3: JINJA

Vandfaldet Murchison Falls i UgandaEfter en tidlig morgenmad på hotellet i Kampala bliver I kørt til Jinja, som ligger ved Victoria-søen, der er kendt som kilden til Nilen. Her starter jeres river rafting-tur på den berømte flod, der løber helt op til Middelhavet.

På en fem timers tur kommer I cirka 25 kilometer op ad floden, og I kan godt glæde jer til nogle adrenalin-kick, når I sejler i en gummibåd over det strømfyldte vand. Udover sug i maven byder turen på smuk natur på flodens frodige bredder, hvor vandfald og et rigt fugleliv venter.

Efter turen får I en velfortjent frokost, inden I bliver kørt tilbage til Jinja. Her har I resten af dagen til at udforske byen og de eventyrlige historier om opdagelsesrejsende, der søgte kilden til Nilen i det 19. århundrede.

Eksempler på overnatning:

Dagen efter bliver I kørt til Kibale Forest National Park (cirka 6 timer)

DAG 3-5: KIBALE FOREST NATIONAL PARK

Chimpanse i Kibale Forest National Park, UgandaI kører mod Kibale Forest National Park i det østlige Uganda efter morgenmaden i Jinja, så I er fremme ved frokosttid. Sidst på eftermiddagen går turen til Bigodi-sumpen, som er kendt for sin enorme biodiversitet.

I kommer ud på en gåtur på stier og træbroer gennem sumpområdet, hvor I kan se forskellige abearter som mangabeyer, marekatte og colobusaber og fuglearter som den afrikanske grå papegøje, den blå turaco og næsehornsfuglen med det sjove næb. Er I heldige, ser I også både kamæleoner og den store krontrane, som er Ugandas nationalsymbol. På vejen vil I også se smukke kratersøer og frodige teplantager.

Dag fire står på chimpanse-trekking i Kibale-skoven. Sammen med en erfaren ranger kommer I ud at vandre blandt de vilde chimpanser, der lever i skoven. Her skal I huske at kigge op, hvor I vil kunne se de søde aber hoppe fra træ til træ – lige over hovederne på jer.

Efter frokost er eftermiddagen og aftenen fri til at slappe af, inden det store trek starter dagen after.

Eksempler på overnatning:

Fra Kibale Forest National Park bliver I kørt til Rwenzori-bjergene (cirka 2 timer)

DAG 5-9: TREK I RWENZORI-BJERGENE

Udsigt over Rwenzori Mountains i UgandaEfter en tidlig morgenmad i Kibale går turen til Rwenzori-bjergene – også kaldet Månebjergene – der ligger på grænsen til Den Demokratiske Republik Congo. I bliver kørt til foden af bjergene, hvor I møder jeres guide og bærere, der skal følge jer og bære al udstyret på trekket, inden I begynder at vandre. De sørger for mad, vand og soveudstyr, så det eneste, I skal koncentrere jer om, er at gå – og nyde udsigten.

Hele trekket er en fantastisk rejse gennem den omskiftelige natur, der får folk til at kalde Månebjergene for “magiske” eller “mystiske”. Udover den utrolige natur, der blandt andet byder på snedækkede bjergtoppe, tropisk regnskov og tør lyng. Her er også et rigt dyreliv. For eksempel lever bjergelefanter, antiloper, forskellige abearter og hundredvis af fuglearter i bjergene, så hold øjne og ører åbne.

Den første dag går I cirka fire-fem timer med udsigt over den frodige afro-montane skov.

Den anden dag går I cirka fem-syv timer gennem natur præget af bambus, mimulopsis-blomster, hagenia-træer og hedelyng.

Den tredje dag går I cirka fire-seks timer gennem lyng og moseområder, hvor der er bygget gangbroer på de vådeste steder. Her kommer I også forbi den smukke sø Lake Bukuju.

Den fjerde dag går begynder jeres tilbagevandring. Her går I cirka fire-fem timer, men ad andre veje, end I er gået op. I vil kunne nyde udsigten over de skiftende terræner og konstante skift mellem tåge og klar himmel, som skyerne bevæger sig.

Den femte dag går I tre-fire timer tilbage til foden af bjergene, hvor I bliver samlet op.

Herfra bliver I kørt til Queen Elizabeth National Park (cirka 2 timer)

DAG 9-10: QUEEN ELIZABETH NATIONAL PARK

Krater i Queen Elizabeth National Park, UgandaI ankommer ved middagstid til den luksuriøse lodge Mweya Safari Lodge i Queen Elizabeth National Park, hvor en overdådig, velfortjent frokost venter efter fem dages trekking i bjergene.

Herefter er det tid til at udforske Ugandas mest berømte nationalpark, hvor I kan se frem til store dyremøder. I kommer på en sejltur på Kazinga-kanalen, der forbinder Lake George med Lake Edward, og I vil ende ved udmundingen til sidstnævnte, hvorfra I kan se Den Demokratiske Republik Congo på den anden side. På vejen kan I blandt andet se krokodiller, flodheste, vandbøfler, elefanter og nogle af de over 500 fuglearter, der lever i nationalparken. Natten tilbringer I i parken, så I er klar til et game drive i Queen Elizabeths dyrerige næste morgen.

På den sidste dag kommer I på game drive, hvor I kører på tur i safaribil for at se vilde dyr på savannen. I kan være heldige at se blandt andet leoparder, løver og et hav af antilopearter. Efter et par timers safari får I frokost i parken.

Eksempler på overnatning:

Efter frokost bliver I kørt tilbage til Entebbe, så I kan nå jeres fly hjem til Danmark (cirka 6,5 timer)

REJSENS PRIS OG INDHOLD
Sæson
Rejseperiode
Længde
Priser
Højsæson7/1 – 28/2 og 13/8 – 31/1010 dagefra 29.495,- pr. pers.
Lavsæson1/3 – 30/6 og 1/11 – 19/1210 dagefra 27.495,- pr. pers.
Sommersæson1/7 – 13/810 dagefra 30.495,- pr. pers.
Jul og nytår20/12 – 6/110 dagefra 31.495,- pr. pers.

Fraprisen er pr. person og gælder ved 2 voksne.
Rabat ved børn u. 12 år og større grupper.
Priserne er udregnet på baggrund af bestilling ca. 10 måneder inden afrejse.
Ved højtider og helligdage må der påregnes højere priser end anført.

Rejsen indeholder
  • Fly tur/retur fra Danmark til Entebbe
  • Overnatning på basisniveau med helpension (kan opgraderes)
  • Alle transfers
  • Fuldt optankede safaribiler
  • Professionel, engelsktalende chauffør/guide
  • Chimpanse-trekking
  • Entré til alle nationalparker
  • Bådture og game drive
  • Naturvandringer
  • En-route frokost, vand og snacks
  • Rejseforsikring
  • Drikkepenge
  • Drikkevarer
  • Visum

OVERNATNINGSMULIGHEDER PÅ REJSEN

Nedenfor kan du se vores anbefalede hoteller og lodges for hver destination på rejsen. Sortér på basis, mellem eller luksus for at se overnatningsmulighederne inden for hver klasse. Du kan selv sammensætte din indkvartering på rejsen. Kontakt os, hvis du ønsker indkvartering et specifikt sted, som ikke fremgår af denne side.

BASIS
Entebbe
Airport Guest House

Dette gæstehus ligger lige ved lufthavnen i Entebbe, i et fredeligt område og med en fin, grøn have i forbindelse med huset. Det er simpelt, men rent og pænt, og I får en varm velkomst, idet hotellets ansatte henter jer i lufthavnen.

I bor i rummelige værelser med en dobbeltseng, badeværelse en suite, en blæser i loftet til varme aftener, myggenet og en lille terrasse med store, bløde stole, hvor I kan sidde og nyde haven. Fire værelser deler badeværelse, så disse fås lidt billigere.

Det er muligt at få morgenmad i gæstehuset.

Kibale National Park
Kibale Forest Camp

Kibale Forest Camp er en klassisk camp med kanvastelte, hvor I kan få en autentisk safarioplevelse. Den ligger lige uden for Kibale National Parks sydlige del og grænser op til Bigodi-sumpen, som I sandsynligvis også skal besøge, så beliggenheden er super.

Campen består af 10 luksustelte med eget badeværelse og syv telte, der deler bade og toiletter. I begge telttyper er der rigtige, behagelige senge. Alle har en privat veranda, hvor I kan sidde og spotte nogle af de sjældne fugle, der lever i området.

Der er en udendørs restaurant under et stråtag, hvor I kan sidde i frodige omgivelser og nyde morgenmad, frokost og aftensmad. De har en fast menu, men kan godt tilpasse den særlige behov, hvis de får besked på forhånd.

Jinja
2 Friends Guest House

2 Friends Guest House er et lille, hyggeligt gæstehus i hjertet af Jinja. Det ligger kun 10 minutters gang fra kilden til Nilen, Lake Victoria, så I kan nemt komme ned til vandet, som er Jinjas store trækplaster.

Alle værelserne er pænt indrettede og har alt, hvad man skal bruge på et hotelværelse som eget badeværelse, tv, værdiboks, myggenet og internet.

Der er en have til gæstehuset, hvor I kan bade i poolen og slappe af i havemøblerne efter en dag ved floden. Der er også en restaurant, der serverer en stor, europæisk morgenmadsbuffet. Her kan I også bestille frokost og aftensmad.

Queen Elizabeth National Park
Simba Safari Camp

Simba Safari Camp er en budgetvenlig, men komfortabel camp ved den nordlige grænse til Queen Elizabeth National Park. Beliggenheden er upåklagelig: Til den ene side er der udsigt til nationalparkernes kratersøer, og til den anden side kan I se bjergtoppene i Rwenzori-bjergkæden.

Der kan sove 70 gæster i campens forskellige værelsestyper. Der er dobbeltværelser og familiehytter med eget badeværelse, men også sovesale, hvor man sover flere sammen og deler bad og toilet. De private værelser har også deres egen lille veranda.

Campen har en restaurant, bar og lounge, hvor alle kan opholde sig. I restauranten er der en buffet til morgenmad og som regel en à la carte-menu til frokost og aftensmad.




MELLEMKLASSE
Entebbe
The Boma Hotel

The Boma Hotel er et charmerende hotel i en villa med pool. Det ligger kun et par minutters kørsel fra lufthavnen, så det er nemt at komme til og fra, hvilket er praktisk, hvis I kun skal have en enkelt nat i Entebbe.

Værelserne er indrettet i en kombination af europæisk og afrikansk stil, som passer til den originale koloniale arkitektur. De har alle en drømmeseng til to med myggenet omkring, eget badeværelse og en veranda udenfor. Der er roomservice og internet nogle steder. Det er muligt at få et familieværelse.

I den velholdte have er der en pool med liggestole og parasoller omkring, så I kan nyde det gode vejr med en dukkert.

Der er en restaurant, som har åbent for hotellets gæster hele dagen.

Kibale National Park
Isunga Lodge

Denne lodge er ny og ejet af et skotsk ægtepar, der åbnede den i 2016. Derfor er faciliteterne også nye, og det er et nydeligt mellemklasses sted at bo. Den ligger på den vestlige side af Kibale National Park, lidt oppe i det kuperede terræn, så I har fantastiske udsigter over den frodige skov.

Lodgen består af syv individuelle hytter, der alle har et lille udendørs område, hvor I kan sidde og nyde det betagende syn. Der er både single-, dobbelt- og tripleværelser, alle med eget bad og toilet, lyse rum med komfortable senge, myggenet og elektrisk lys.

Der er en stor udendørs, overdækket restaurant og loungeområde, hvor I kan sidde og slappe af, læse en bog, drikke en drink til solnedgangen og spise alle måltider.

Jinja
Jinja Nile Resort

Jinja Nile Resort ligger på Nilens bred og tilbyder helt fantastiske udsigter over en af verdens mest berømte floder. Hotellet består af flere bygninger, som er spredt ud over et enormt område med grønne græsplæner, palmer og andre eksotiske planter.

Der er 140 værelser, der alle har privat balkon, badeværelse en suite og et lille siddeområde på værelset, så der er god plads til både par og familier.

På resortet finder I også en stor pool, fitnesscenter, en lille legeplads, minigolf, dart og flere forskellige steder, I kan sidde og nyde udsigten.

Der er en restaurant, der serverer en stor, alsidig buffet til morgen, frokost og aften.

Queen Elizabeth National Park
Kasenyi Safari Camp

Kasenyi Safari Camp ligger strategisk placeret midt i Queen Elizabeth National Park, lige ved Lake Bunyampaka. Her er for det første en flot udsigt over søen, og for det andet kommer mange af områdets vilde dyr forbi, så I kan se dem fra campen.

Der er fire luksustelte på hævede platforme, så de minder mere om en hytte end et telt. Indeni er der da også god plads til en stor drømmeseng med myggenet omkring, siddepladser, badeværelse en suite og en veranda ude foran.

Campen har også en restaurant, hvor I kan få alle måltider.




LUKSUS
Entebbe
Protea Hotel by Marriott Entebbe

Den internationale hotelkæde Marriott har også et dejligt hotel i Entebbe. Det ligger på bredden af Victoria-søen, så der er en smuk udsigt fra hotellet. Samtidig er det lige ved lufthavnen, så her skal I heller ikke bruge tid på transport.

Der er 73 almindelige værelser og 12 suiter. Alle værelser er store og indrettet i klassisk, pæn hotelstil. Mange af dem har ovenikøbet udsigt over søen.

Derudover er der en stor, grøn have med terrasse og pool, hvor I kan sidde og slappe af - også med udsigten over søen. I hotellets restaurant kan I spise alle måltider, så I behøver aldrig forlade stedet under jeres ophold.

Kibale National Park
Primate Lodge

Midt i Kibale National Parks regnskov, lige ved siden af det område, man tager på chimpanse trekking i, ligger Primate Lodge. Her bor I altså ikke bare i en meget komfortabel og økovenlig lodge, men også lige midt i den natur, I skal udforske.

Den eksklusive lodge tilbyder 16 værelser i forskellige kategorier. Alle værelser har privat badeværelse, behagelige senge og lænestole og store vinduer med udsigt til den grønne natur. Udenfor har alle også safaristole, så I kan sidde for jer selv og slappe af med en bog eller en kop kaffe.

Der er en restaurant og bar, hvor I kan spise ved alle døgnets måltider og få en drink, når I kommer hjem fra en oplevelsesrig dag i den vilde natur.

Jinja
Wildwaters Lodge

Denne lodge ligger 30 kilometer oppe ad Nilen i forhold til Jinja, men det er også denne afsondrede beliggenhed, der gør dette sted helt unikt. Her bor I i hytter, der ligger godt gemt i den vilde skov, der omgiver lodgen, og alle har udsigt til Nilen.

Der er 10 værelser i individuelle hytter med stråtag og kanvasvægge. Hytterne er indrettet med håndlavede møbler, der er myggenet omkring sengene, og med udsigten over den vilde natur er værelserne meget romantiske. Desuden er der et udendørs karbad i hver hytte, så I kan sidde og kigge over Nilens strøm, mens I selv slapper helt af.

Lodgen har en naturlig pool, der også ligger helt ud til den brusende flod. I hovedbygningen er der også en restaurant, der har en morgenmadsbuffet og en à la carte-menu til frokost og aften. De forskellige bygninger er forbundet af træbroer mellem træerne.

Queen Elizabeth National Park
Mweya Safari Lodge

Denne luksuslodge ligger midt i Queen Elizabeth National Park, på en lille halvø, hvorfra der både er udsigt til vandet mellem de to søer Lake Edward og Lake George, samt de smukke bjergtoppe i Rwenzori Mountains. Så uanset hvilken vej I vender og drejer jer her, kan I nyde Ugandas smukke natur.

Derudover er selve lodgen lige så suveræn som dens beliggenhed. I fine, gamle huse med stråtag tilbyder lodgen 32 standardværelser, 12 luksusværelser og to suiter. Selv standardværelserne er meget komfortable og pænt indrettet i autentisk safaristil. Alle værelser har eget badeværelse og egen balkon med vandudsigt.

Lodgen har også en stor, flot infinity pool, hvor I kan ligge og nyde solen, mens I kigger ud over vandet. Indendørs kan I spise i en elegant restaurant, og udendørs kan I spise på den mere afslappede veranda.




Vores rejseforslag

PRISOVERSIGT

Sæson
Rejseperiode
Længde
Priser
Højsæson7/1 – 28/2 og 13/8 – 31/1010 dagefra 29.495,- pr. pers.
Lavsæson1/3 – 30/6 og 1/11 – 19/1210 dagefra 27.495,- pr. pers.
Sommersæson1/7 – 13/810 dagefra 30.495,- pr. pers.
Jul og nytår20/12 – 6/110 dagefra 31.495,- pr. pers.

Fraprisen er pr. person og gælder ved 2 voksne.
Rabat ved børn u. 12 år og større grupper.
Priserne er udregnet på baggrund af bestilling ca. 10 måneder inden afrejse.
Ved højtider og helligdage må der påregnes højere priser end anført.

Rejsen indeholder
  • Fly tur/retur fra Danmark til Entebbe
  • Overnatning på basisniveau med helpension (kan opgraderes)
  • Alle transfers
  • Fuldt optankede safaribiler
  • Professionel, engelsktalende chauffør/guide
  • Chimpanse-trekking
  • Entré til alle nationalparker
  • Bådture og game drive
  • Naturvandringer
  • En-route frokost, vand og snacks
  • Rejseforsikring
  • Drikkepenge
  • Drikkevarer
  • Visum
Bestil et uforpligtende tilbud
Personlige oplysninger
Bemærkninger

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.